Behandling af Meningitis

Hurtig diagnose og behandling giver den bedste mulighed for at komme sig helt.

Hvis lægen har mistanke om, at en patient har en meningokoksygdom, vil han/hun sørge for, at patienten bliver indlagt. Lægen vil dernæst give antibiotika eller sørge for, at patienten enten får antibiotika i ambulancen, eller så snart han/hun når hospitalet. Meningokoksygdomme skal altid behandles på et hospital.

Behandlingen påbegyndes straks, hvis tegnene eller symptomerne på en meningokoksygdom er tilpas tydelige. Hvis der er tvivl om, hvad patienten fejler, skal han/hun i første omgang være under observation. Sammen med en fysisk undersøgelse tages der også blodprøver, og lægen kan foretage en lumbalpunktur. Lumbalpunkturen er vigtig for at kunne afgøre, om patienten har meningitis og for at finde frem til, hvilken bakterie der forårsager sygdomme, så den mest optimale type antibiotika kan vælges. Hvis en patient med meningitis er meget syg, kan det være en dårlig idé at foretage en lumbalpunktur med det samme, og denne kan derfor muligvis blive udskudt. En diagnose kan sidenhen vise sig at være en hjælp, f.eks. når man har brug for længerevarende vejledning, hvad medicin og efterfølgende pleje angår.

Mange patienter har brug for genoplivning, når de ankommer til hospitalet. Derfor gives der ilt, ligesom at der lægges et eller flere intravenøse drop for at give patienten medicin og flydende genoplivningsmidler. Patienter med blodforgiftning har muligvis brug for store mængder genoplivningsmidler for at genoprette en normal mængde blod. Patienter med meningitis kan få steroider for at begrænse inflammation samt anden medicin for at mindske trykket omkring hjernen. De fleste patienter behandles på en almindelig hospitalsafdeling, men de alvorligste tilfælde har brug for intensiv behandling. Omkring 25 % af de børn, der indlægges med en meningokoksygdom, behandles på en pædiatrisk intensivafdeling.

Patienter, der modtager behandling på en almindelig børne- eller voksenafdeling, overvåges nøje. De første par dage og nætter kan være hektiske og forstyrrede. Patienten kan være meget søvnig eller tage mange korte lure og kan have det meget skidt og være irritabel, når han/hun er vågen. Antibiotikabehandlingen varer som regel 5-7 dage, så patienter, der tager godt imod behandlingen, tilbringer som regel omkring en uge på hospitalet. Visse patienter kommer sig så hurtigt, at de kan tage hjem blot nogle få dage efter, at de er blevet indlagt, og vender enten tilbage til hospitalet eller får besøg af en hjemmesygeplejerske for at få deres daglige antibiotika.

Patienter, der er meget syge, overføres til intensivafdelingen. For børn kan det betyde en rejse med intensiv pleje eller ambulance til en særlig pædiatrisk intensivafdeling. Speciallæger og sygeplejersker arbejder døgnet rundt på at stabilisere patienten og nøje overvåge patientens tilstand. Patienterne skal være bedøvet og lagt i respirator for at hjælpe dem med at trække vejret. Der tilsluttes slanger og monitorer, så de kan blive overvåget. Der lægges desuden intravenøse drop, så de kan få tilført medicin, som understøtter kroppens vitale dele, såsom hjerte, lunger og nyrer. Patienter med blodforgiftning, som har behov for store mængder genoplivningsmedicin, kan se komme til at se meget oppustede ud. Men så snart de begynder at komme sig, genoptages denne ophobede væske i kroppens kredsløb og udskilles dernæst via nyrerne. Patienter med behov for intensiv pleje begynder at få det bedre efter nogle få dage og kan dernæst vende tilbage til en almindelig afdeling. Dog kan patienter, der virkelig er alvorligt syge, være indlagt i længere tid – i uger eller endog måneder.