Fortæl din historie

Hvis du selv har haft meningitis inde på livet, kan du fortælle om dine oplevelser her.
Klik her for at indsende din historie

Emil

Af Martin Bak
Den 29. december 1996 kom Emil til verden. Han var et rigtigt ønskebarn, -vi havde prøvet i flere år på at få et barn, og nu var han der - det lille mirakel.


Den 29. december 1996 kom Emil til verden. Han var et rigtigt ønskebarn, -vi havde prøvet i flere år på at få et barn, og nu var han der - det lille mirakel.

Fødslen var temmelig langvarig og en barsk omgang. Lægen på fødselsgangen insisterede på at fødslen skulle ske ad naturlig vej, så med spandevis af vestimulerende midler og andet godt, fik Emils mor lov til at ligge og vente på at det skulle ske. Der blev forsøgt med sugekop og sågar også "tangen", før lægen overgav sig og måtte erkende, at det ikke lod sig gøre. Først herefter gik det rigtig stærkt. Der blev givet nye midler, denne gang ve-standsende, og med hænderne pressede han barnet tilbage i livmoderen, hvilket at dømme efter skrigene, var voldsomt smertefuldt.

Emil blev forløst ved akut kejsersnit.

Emil voksede op til at blive en ualmindeligt dejlig dreng. Alle elskede hans blide væsen og hans store empati. Han havde en stærk retfærdighedssans og var meget optaget af at ingen skulle opleve urimeligheder. Han var interesseret i naturen og i dyr, og han elskede vand. Han vidste allerede tidligt, at når han blev stor, så ville han være dykker.

Vi opdagede ret tidligt, at han havde et problem med det ene øre. Han havde nedsat hørelse, og denne hørenedsættelse blev gradvist værre og værre, og han endte med til sidst slet ikke at kunne høre noget på pågældende øre. Vi gik selvfølgelig til jævnlige kontroller, men fik aldrig præcist at vide hvad problemet egentlig var. Det fandt man aldrig ud af.

I foråret 2004, da Emil var 7 år gammel, blev han ramt af sin første meningitis. I dagene op til hans indlæggelse havde vi flere gange været hos lægen, og fået at vide at han havde mellemørebetændelse. Men han havde voldsomt stærke smerter, og ved det tredie besøg hos lægen fatter lægen mistanke til meningitis og rekvirerer en ambulance.

Prøverne viser at Emil er inficeret med pneumokokbakterier. Han reagerer godt på behandlingen, og efter ca. 10 dage på hospitalet bliver han udskrevet, og har tilsyneladende klaret sig igennem meningitten uden af få varige men af sygdommen. Han er selvfølgelig groggy ovenpå sygdommen og behandlingen, og han har lidt motoriske problemer i starten og ballanceevnen er ikke så god, men disse problemer fortager sig ret hurtigt.

Jeg gjorde meget for at få lægerne til at forsøge at give et svar på, hvordan bakterierne havde kunnet trænge igennem hos Emil. Jeg havde en bestemt mistanke om, at problemet han havde med sit øre, måske kunne være medvirkende til at han havde fået meningitis. Jeg var derfor også bekymret for, om han måske igen senere ville kunne få en lignende invasiv infektion. Men lægerne var ret afvisende overfor mine teorier. De sagde tilmed til mig, at jeg kunne være rolig, for når han først en gang havde haft meningitis, så var risikoen for at han ville få det igen faktisk mindre end hos andre.

Det skulle senere vise sig at være grumme forkert.

I december 2005, godt 1½ år senere, er Emil med sin mor på sjælland, for at fejre julen og Emils fødselsdag sammen med hans mormor og morfar og hans onkler. Natten til den 28. december bliver han dårlig, og familien ringer efter vagtlægen. Vagtlægen kommer ud og tilser Emil om natten, og fortæller at han har mellemørebetændelse, og giver ham noget penicillin. Vagtlægen får at vide at han tidligere har haft meningitis. Men som natten går, bliver Emil tiltagende dårlig, og henunder morgenen vælger familien selv at rekvirere en ambulance. Da ambulancen kommer, er Emil ikke længere ved bevidsthed. Han bliver kørt til Hillerød Sygehus, hvor man straks påbegynder behandling for meningitis.

Jeg bliver ringet op hjemme på Bornholm, og får at vide at han er indlagt. Jeg skynder mig lidt at få fat i en flybillet, og haster afsted derover.

Da jeg kommer ind på hospiutalet og ser min dreng ligge sådan helt hjælpeløs farer der mange tanker igennem hovedet på mig. Han ligger med alverdens udstyr sluttet til sig, og med respirator osv, og det er klart for mig, at hans tilsatnd er meget mere kritisk end det på noget tidspunkt var første gang han havde meningitis. Kort tid efter skal hans penicillin-drop skiftes, og idet sygeplejersken gør det, sker der noget. Emil før røde udslet, faktisk med det samme. Det går vanvittigt stærkt, og sygeplejersken ser meget bekymret ud og tjekker de forskellige maskiner, som også begynder at komme med ildevarslende lyde. I løbet af meget kort tid er stuen fyldt op med en masse personale, og bliver bedt om at gå derfra.

Efter noget der føltes som meget meget lang tid kommer lægen ind til os i pårørenderummet og fortæller, at Emil havde fået en allergisk reaktion på antibiotikaen. Det havde betydet at han havde fået hjertestop, men man havde givet han stød, og havde fået hjertet til at slå igen. Man havde været nødt til at standse behandlingen af meningitten, fordi han åbenbart pludselig ikke tålte medicinen. Han var kørt ned til scanning, fordi de ville se om hjernen havde taget skade. Lægen sagde, at han gerne ville have ham flyttet til Rigshospitalet, fordi som han sagde, "de var lidt på hælene". Det var en ret slem snestorm, så jeg tænkte at det da vist kunne blive svært.

Det skete da heller ikke. Lægen talte i telefon med kolleger på andre hospitaler i timevis i stedet. Og imens blev Emil flere gange kørt til scanning. Sent om aftenen kom en masse personale ind til os i pårørenderummet og satte sig ned. Lægen fortalte, at de jo havde scannet Emil igen, og desværre viste scanningen altså, at hans hjerne havde taget skade. Jeg vidste ikke lige hvordan jeg skulle tolke den besked. Ville han vågne op som multihandicappet, eller hvad betød det? Så jeg spurgte lægen direkte. Og han svarede, at det jo altså betød at Emil var hjernedød, og at de intet mere kunne stille op. Vi skulle finde det rigtige tidspunkt hvor vi kunne slukke for respiratoren. Jeg behøver vel næppe at beskrive vores reaktion på den besked.

Vi ventede på at Emils farmor kunne komme til sjælland, så hun kunne være med når vi skulle slukke for maskinen. Det blev altså dagen efter, på Emils 9 års fødselsdag, og næsten på minuttet på samme tidspunkt som han var blevet født på 9 år tidligere.

Billedet er det sidste der blev taget af Emil. Det er fra den 27. december, altså aftenen inden han blev syg.