Fortæl din historie

Hvis du selv har haft meningitis inde på livet, kan du fortælle om dine oplevelser her.
Klik her for at indsende din historie

R.I.P Dennis D.M. Pedersen

Af Charlotte Pedersen
Lægesjusk grund til min søns alt for tidlige død


Søndag 2. marts tog du på arbejde på arbejde selv om du havde det skidt. Du fik det værre og I blev enige om at du vist hellere måtte tage hjem.

Mandag 3. marts tog jeg fri fra arbejde for at køre dig til vores egne læge, da du havde fået det værre og havde fået røde udslet på arme, brystkassen og maven. Du ville ikke have mig med ind til lægen så jeg ventede i venteværelset mens du var inde.
Du fik at vide at du havde influenza og havde nogle baktier på dine luftveje, så du fik noget medicin. Jeg kørte dig hjem, og spurgte om jeg skulle blive hjemme. Men du ville bare sove så jeg tog på arbejde. Du spiste ikke rigtig noget hele mandag.

Tirsdag morgen 4. marts var jeg lige inde ved dig for at se hvordan du havde det, og om jeg skulle blive hjemme fra arbejde. Men nej du mente ikke at det var nødvendig. Vi talte sammen et par gange i løbet af dagen. Tirsdag aften klagede du over at din nakke var stiv og du ikke kunne bevæge hovedet. Jeg ringede til lægevagten og sagde at du havde meget stiv nakke.. Sagde til ham at vi havde været ved læge mandag og at du havde fået konstateret influenza. Han spurgte om du kunne bøje hovedet ned til brystkassen uden at det gjorde ondt. Det sagde jeg til ham at det kunne du IKKE. Hans svar var at jeg skulle give dig noget smertestillende og kolde omslag på.. Der er forskel på nakkestivhed og stiv nakke, sagde han (hvad ved jeg ikke ud over ordstilling). Sagde at du alledre havde taget noget smertestillende men at det ikke havde hjulpet. De var ikke stærke nok, sagde han. Jeg skulle give dig panodil. Så kørte på apotek for hente nogle. Du fik panodil og jeg skiftede de kolde omslag et par gange i løbet af aften.
Da jeg skulle i seng, kikkede jeg igen ind til dig for lige at skrifte det kolde omslag og spurge om du ikke havde lyst til at ligge inde i soveværelset hos mig.. Det ville du ikke. Du ville komme ind hvis der var noget.
Sagde til dig at jeg slukkede min mobil, for som du ved så havde jeg modtaget så mange sjove opkald om natten i længere tid.
Vi gav hinanden et knus og sagde godnat.. Sagde til dig at jeg elskede dig.

Onsdag morgen 5. marts da jeg tænder min mobil kan jeg se at du har skrevet i løbet af natten at du gerne vil have skriftet lagnet. Jeg står op og finder et lagen og går ind til dig.
Jeg åbner døren og kan se at du har noget om munden. Vil lige finde et stk. papir og tørre det af inden jeg vækker dig. Ved jo hvor flov du bliver.. Da jeg begynder at tørre dig om munden kan jeg ikke forstå at du ikke reagere på at jeg tørre dig. Mærker på dit ansigt, at det er koldt. Men resten af din krop er varm. Begynder at ryske i dig. Klappe dig på kinden og sige at du skal vågne op til mig, men du reagere ikke.
Nu begynder jeg at blive bange og gå i panik. Skynder mig at ringe 112 og sige at du ikke trækker vejret. Derefter ringer jeg til René og Theresa og Henrik for at sige at der er noget helt galt med dig.
Da 112 kom sidder jeg stadigvæk og rysker i dig. De smider mig ud af dit værelse, for de vil prøve at genoplive dig.
Jeg går ind i stuen og der finder lægen mig. Han står i stuedøren. Jeg kan bare se på hans ansigt hvad han vil fortælle mig..Siger til ham at det må han ikke fortælle mig for man kan jo ikke dø af influenza. Men jo desværre de kunne ikke få liv i dig igen..
Derefter husker jeg intet, så alt herefter er hvad jeg har fået fortalt.
Theresa siger, at da hun og Henrik kom fandt de mig alene i stue, grædene på gulvet. De får mig med ind i soveværelset og der finder René os, da han har taget den lange tur fra Padborg op til mig for at støtte mig. Han siger, at han var klar over hvad der var galt allerede da jeg ringer til ham...Så han syntes at turen var meget lang.
På et tidspunkt er du blevet kørt på Vejle skadestue og der køre vi også ned for at tage den sidste afsked med dig. René siger, at da vi kommer derned, vil jeg ikke med ind. For hvad skal jeg dog der. Jeg fejler jo ikke noget og vi skal bare have dig vækket og så hjem så du kan komme op og i skole. Og det bliver jeg ved med at sige mens vi er inde hos dig. René siger at jeg flere gange har kikket på ham og sagt at du bare sov og at vi skulle vække dig så du kunne komme op og i skole.
Theresa har ringet til far så han også kan komme ned til dig. Han er så frustreret at han hammer hans hånd ind i væggen og brækker den.
Vi får en kontakt-sygeplejerske som støtter os virkelig meget. Hun siger at det er planen at du skal til Århus for at blive opduceret fredag.
Men i løbet af onsdag får vi at vide at pga. mistanke om menigitis skal du køres til Århus allerede onsdag eftermiddag. Vi tager afsked med dig og køre fra skadestuen inden de køre med dig.
Onsdag aften er vi hos Theresa og Henrik og her får René et opkald fra politiet at vi skal ringe til embedslægen. René ringer til embedslægen og får at vide at det var en smitsom menegitis som var skyld i at du var blevet taget fra mig. Så vi skulle kontakte lægevagten for at få antibiotika så vi ikke også blev syge. René ringer til lægevagten og hans kommentar er bare at sådanne tabletter har han da ikke liggende, og han kan ikke skaffe dem. René bliver gal og siger at lægevagten skal ringe til embedslægen og så tilbage til ham bagefter for at sige hvor vi kan få dem. Lægevagten ringer til embedslægen og defter tilbage til René for at fortælle at vi kan hente dem på apoteket, men at vi skal køre til lægevagten og tage dem. Vi henter tabletterne på apoteket (10 stk. sølle 25 kr) og køre derefter til lægevagten, hvor vi måtte sidde sammen med alle andre patienter og vente på at vi alle fire blev kaldt ind på en gang. Kun for at han kan se at vi tog. pillen.. Resten lader vi ligge hos lægevagten for vi ved at din bedste kammerat Kenneth og Laura jo har være sammen med dig, så de skal også have pillen, og vi viste at politi/embedslægen ville ringe til dem at de også skulle tage kontakt til lægevagten for at få samme pille.