Fortæl din historie

Hvis du selv har haft meningitis inde på livet, kan du fortælle om dine oplevelser her.
Klik her for at indsende din historie

Efter 28 år

Af Heidi
Eftervirkninger efter 28 år


Jeg fik menigitis - menigokok som 3,5 årlig. (1988)
Det startede med at jeg igennem en lang periode havde den ene lungebetændelse efter den anden. Min mor, som var alene mor, ringede til læger konstant. Vi skulle have 3 vagtlægelæge besøg, før en medicinstuderende der var med vagtlægen ude, opdage det og sendte mig straks på sygehuset.
Her havde jeg havde jeg en feber på knap 42, jeg var blå marmoreret på hele kroppen og kom direkte i isbad. Min mor har efterfølgende fået at vide at havde vi ikke boet så tæt på Hillerød centalsygehus (5min) havde jeg nok ikke klaret den, da grunden til jeg var så blå, var at mine boldbaner simpelthen var begyndt at springe pga feber varmen.
Da jeg har virusen er der ikke meget at gøre for mig. Jeg får noget iv og 2 forskellige præparater af antibiotika.
Og det er så kun det lægerne kunne gøre for mig, da det var virussen jeg fik mig,
Jeg husker 3 små ting fra den indlæggelse. 1) at den potte jeg skulle sidde på var MEGET kold ;)
2) at jeg skulle over og sidde hos min mors veninde i en stol og det hele begyndte at bippe løs, fordi en ledning faldt af mig og 3) at min mor ikke kom da jeg sad på wc, fordi hun var ude og hente mad :-D ellers har jeg ingen erindring om det, hvilket jeg er meget glad for.
Efterfølgende blev jeg intenst fulgt af en sundhedsplejerske. Jeg skulle lære alt næsten forfra. Jeg vil beskrive det som om at jeg var meget meget fuld i 6 mdr. Jeg snøvlede, jeg slingerede i min gang og væltede alt jeg skulle række ud efter.
Det er selvfølgelig ikke noget at grine af, men min mor har fortalt at de har haft mange gode grin over mig. Både de ting jeg har sagt og over min motorik ;-) og det kan jeg selvfølgelig godt forstå den dag i dag :-) jeg havde nok også selv grint af mig, når faren nu var overstået....
Nu vil jeg springe frem til den dag i da og hvad jeg har haft af udfordringer igennem de her små 28 år.
Min største irritation er at når jeg bliver ivrig for at fortælle noget eller små genert så stammer jeg helt vildt. Jeg kan ikke finde de rette ord.
Jeg husker ekstremt dårligt desværre. Jeg har ofte tænkt på om jeg havde en form for tidlig demens, men har fundet ud af at det skyldes sygdommen. Jeg har nemlig altid haft den her dårlige hukommelse. Så det har været en stor udfordring for mig at gå til eksamener, alt det skriftlige gik fint, men når jeg skulle præstere overfor sensor så stammede jeg, byttede om på ord og glemte lyn hurtigt hvad der stod i mine notater.
En anden og meget trist bivirkning på det med hukommelse var/er at mange af mine venner ofte troede jeg løj overfor dem. Jeg ku/kan fortælle en historie som jeg er 100% sikker på skete sådan. Eller hun sagde sådan her:.... Og så viser det sig ikke at stemme helt overens med det de andre oplevede eller hørte.
I teenageårene var det virkelig en udfordring for mig. Alle vidste udmærket godt at jeg jo havde været syg som lille, men de blev trætte af det og til sidst gik det på at jeg var lystløgner og at jeg bare gav sygdommen skylden.
Teenage tøser kan virkelig være modbydelige altså !!!!
Men det har jeg virkelig lært af. Så nu er min mund lukket, med mindre jeg er 200% sikker. Og det er som om at voksne bedre forstår mig og vi så kan grine af det. Så derfor er jeg heller ikke den der løber med sladder :-D det tør jeg simpelthen ikke hihihihi for sikke problemer man kan komme ud i, hvis man ikke har sine facts i orden ;-)
Ellers har jeg faktisk ikke de store problemer med eftervirkningerne og det er jeg virkelig glad for.
Jeg har lært at leve med mine 3 djævle (som jeg kalder dem)
Det var alt for mig, håber andre vil skrive ind, hvordan i har har det nu og hvad jeres udfordringer er :-)