Fortæl din historie

Hvis du selv har haft meningitis inde på livet, kan du fortælle om dine oplevelser her.
Klik her for at indsende din historie

Mathias 15 år

Af Lene Beck
Den 16. december 2011 blev min søn indlagt med meningitis.


Den 29. maj 2012:
Vores søn Mathias på 15 år havde lagt syg i ca. 14 dage med influenza, inden han blev ramt af meningitis. Vi var ved læge 4 dage inden, hvor vi fik at vide det "bare" var en virus.
Fredag den 16. december om morgenen var der ikke noget at mærke på Mathias, men ved middagstid blev han pludselig meget dårlig. Han ændrede fuldstændig personlighed og ville ikke have vi rørte ham. Hans øjne var meget fraværende. Jeg ringede til lægen, som sagde jeg skulle ringe 112 med det samme. Ambulancen kom hurtigt og Mathias blev kørt på Silkeborg Sygehus. Han fik taget blodprøver og fik væske i drop. Senere ville de tage en rygmarvsprøve, men det var Mathias ikke interesseret i. Han stolede ikke på personalet, troede de ville forgifte ham. Efter noget tid fik vi ham overtalt til at få taget rygmarvsprøven. De kunne se i blodprøverne at det måske var meningitis, så de startede med antibiotika og penicilin.
I løbet af weekenden fik han det meget dårligere. Han sagde hele tiden at han ville hjem, men det kunne han jo ikke. Det var meget hårdt at skulle gentage sig selv hele tiden og overbevise ham om at han jo skulle blive rask først. Om søndagen fik han en voldsom hovedpine og kastede op. Han kunne ikke finde ro, ville hele tiden ud af sengen. Silkeborg sygehus valgte at få Mathias overflyttet til Q1 på Skejby sygehus.
Søndag den 18. december kom han så på Skejby sygehus. Dejligt at komme ud til noget personale som er specialiseret i blandt andet meningitis. Han kom på en observationsstue, hvor de kunne overvåge ham hele døgnet. Jeg fik lov til at overnatte lige ved siden af ham. Det var jeg rigtig glad for. Vi var meget bange for at han ville forsøge at gå hjem. Han ville stadig hjem, og kunne ikke forstå hvorfor han var der.
Om mandagen havde han det stadig meget dårligt. Han havde fået noget beroligende så han ikke var så urolig, men han kunne ikke tåle medicinen. Han fik kramper og hans tunge svulmede op, det var meget hårdt at se. Om aftenen kom han i en mr-scanner, hvor de kunne se at hans bihuler fra fyldte.
Tirsdag blev han kørt med Falck til Øre-næse-hals afd. på Århus sygehus. Han blev lagt i narkose og fik lagt dræn i bihulerne. De sugede hele 13 ml ud af den ene bihule. Efter opvågning blev han kørt tilbage til Skejby. Han kom på en mindre stue uden overvågning, og jeg kunne stadig være hos ham.
Onsdag kom der personale fra Øre-næse-hals afd. og sugede hans bihuler. Det var godt nok en barsk omgang for Mathias. Men han klarede det. Han gik også i panik hver gang der skulle tages blodprøver. Der skulle meget overtalelse til. Han fik det lidt bedre efter de havde suget bihulerne. Personalet på Q1 ventede stadig på svar fra rygmarvsprøverne, så de havde kun blodprøverne at gå ud fra. Men de mener at meningitisen helt sikkert er kommet fra bihulerne.
Mathias skulle suges nogle gange mere. Han fik fjernet drænene d. 24. december. Hårdt at skulle igennem det på selve juleaften. Men vi havde efterhånden accepteret at vi skulle være på sygehuset juleaften. Lægerne havde sagt at vi kunne forvente at komme hjem den 26. december. Endelig kom der en dato på.
Mathias blev udskrevet den 26. december 2011 og vi fejrede juleaften "rigtigt" den 27. december.
Nu er det jo så ca. 5 ½ måned siden det skete og Mathias døjer stadig med efterfølgerne fra meningitisen. Han har ikke kunnet passe hans skole, har været i skole ca. 1 - 2 timer om dagen. Han har det svært i en klasse med meget uro. Han bliver hurtigt træt, har svært ved at koncentrere sig, bliver let irritabel, er rastløs og kan nogle nætter have svært ved at sove. Det er hårdt at det tager så lang tid, men lægerne siger at han bliver rask igen, vi skal bare være tålmodige.
Jeg har heldigvis fået orlov/tabt arbejdsfortjeneste. Mathias skal jo transporteres frem og tilbage fra skole. Når han kommer hjem skal der være ro omkring ham.
Vi har lige fået en henvisning til Hammel neuro-center. Mathias skal indlægges derude fra i morgen den 30. maj. Vi er meget spændte på hvad de kan hjælpe med. De siger at vi nok skal regne med at Mathias skal være indlagt i ca. en måneds tid. Vi er utrolig glade for at der endelig sker noget, da vi har forsøgt at få hjælp fra en skolepsykolog, men vi synes de strækker tiden. Vi håber at han kan få noget hjælp til støtte når han skal starte i en ny 10. klasse efter sommerferien.
Meningitis er en forfærdelig sygdom, men heldigvis har vores søn jo overlevet sygdommen. Men det er alligevel hårdt at der er de efterfølger bagefter. Vi skal være utrolig tålmodige.
Jeg synes siden her er rigtig god, da vi jo kan komme i kontakt med nogen der er i den samme situation. Det kunne da være dejligt hvis der er nogen som vi kan komme i kontakt med via denne hjemmeside.
Mange hilser fra
Lene