Fortæl din historie

Hvis du selv har haft meningitis inde på livet, kan du fortælle om dine oplevelser her.
Klik her for at indsende din historie

Da min far på 86 år blev ramt af meningitis

Af Lisbet
Trods alle odds, så blev min far næsten rask igen.


Det var forår, påsken var lige slut, og min far på 86 år var blevet syg. Influenza troede vi.
Han lagde sig i sengen søndag aften. Mandag snakkede jeg med min mor, men han havde feber og var stadig dårlig, men det var nok ikke rigtig noget.
Tirsdag snakkede jeg med hende igen, og der var hun ved at være lidt urolig for ham. Han ville ikke rigtig spise eller drikke. Hun kontaktede lægen og de kom og så til ham.
Det er nok blærebetændelse sagde lægen. Hun udskrev noget penicillin.
Natten til onsdag begynde han at klage over nakkesmerter, og min mor ringede igen til lægen. De kom ud og tilså ham, men beroligede min mor med, at det sagtens stadig kunne være blærebetændelse, for det blev ældre mænd nogle gange konfus af.
Hun pointerede nakkesmerterne, men det tillagde lægen ingen betydning.
Onsdag eftermiddag ringede min mor og græd i telefonen ”den er helt gal med far, jeg kan ikke komme i kontakt med ham”. Jeg kørte straks.
Da jeg kom hjem til dem kunne jeg ikke komme i kontakt med min far, derfor ringede jeg straks efter en ambulance. Falck-mændene holdt fast i diagnosen trods min fars tydelige nakkesmerter. Da de bar ham ud af soveværelset sagde han til mig ”jeg kommer aldrig hjem mere”
På sygehuset var der travlt i akut-afdelingen, og det var virkelig hårdt at være tilskuer til min far som tydeligt havde voldsomme smerter, og ingen havde tid til at undersøge ham. Dog efter 45 minutter kom der endelig en læge, og så gik det meget hurtigt. Hun konstaterede ret hurtigt at der var mistanke om meningitis. Om natten blev han overført til Skejby. Og efter ankomst, blev jeg ringet op af overlægen, som bad mig tage stilling til eventuel genoplivning. Dette blev heldigvis ikke aktuelt, men havde min far ikke været stærk som en okse, så havde han ikke klaret den.
Vi tog til Århus næste dag, og der lå han roligt og sov. Lægen kunne intet sige om fremtiden; men han var skeptisk.
Nu springer jeg lige et stykke i historien.

Min far var indlagt i 12 uger. Nogle i Århus og nogle i Horsens. Hver gang vi troede at det gik den rette vej, så kom der tilbagefald. Han faldt 3 gange imens han var indlagt. En gang slog han hovedet så voldsom at han kom på intensiv igen og blev limet. Han fik betændelse i nøglebenet og skulle ha det suget ud under operation.
Han havde mistet hørelsen og var næsten døv, så vi måtte skrive på en tavle.
Han kom på aflastning i nogle uger inden min mor var klar til at få ham hjem. Set i bakspejlet, så gjorde det ikke min far godt, han blev næsten dårligere.
Endelig kom han hjem. Og de første uger var hårde for min mor. Han var urimelig og sur på alt og alle, og han var ikke helt sig selv. De fik hjælp morgen og aften.

Jeg synes det var vigtigt at fortælle denne historie, da jeg selv havde glæde af at læse om andres historier. Det første døgn er det vigtigste, og overlever man dette, så må man endelig ikke miste troen på at det kan blive rigtig godt igen.
Jeg blev ved med at holde fast i, at min far blev ”normal” igen, selvom både min bror og mor havde mistet håbet. Det har været hårdt og trist, men det har været hver en tåre værd.
Han havde mange hallucinationer, som han ikke rigtig husker I dag, og det var utroligt svært at tro på at han blev normal igen. Desværre fik vi ingen støtte af personalet, som ikke vidste noget om sygdommen. Men jeg brugte meget tid på at google og sætte mig ind i forløbet, og netop derfor var jeg viljefast og troede på at han kunne blive rask.
Nogle af de hallucinationer han havde:
Han har skældt os ud for at svigte ham.
Lade ham være alene i andre lande, uden penge til at komme hjem.
Han sagde at vi aldrig kom, og han var helt alene.
Han så menneskelige aber i træerne.
Han blev udsat for røveri, anholdelser og meget mere.

Han lod være med at spise og drikke, og personalet kunne ikke være der hele tiden; så det var enormt frustrerende at se ham ”forsvinde”. Han ville ikke tage sin penicillin, så den skulle gives intravenøst. Og da han blev bedre, og skulle have piller; smed han dem ud når ingen så det. Han smed mad i skraldespanden og ville ikke drikke. Han tabte sig meget.

Nu er der gået et år siden han blev indlagt, og der er sket små mirakler. Jeg har fået min far tilbage.
Han er ikke helt så meget i vigør som før, men det går stille og roligt fremad.
Han er kommet hjem til min mor, og han har taget på i vægt.
Han er glad og taknemlig, og han får langsom evnen til at tage initiativ tilbage. Han læser bøger, ser tv og læser nyheder. Desværre er hørelsen meget dårlig, så selv et høreapparat kan ikke hjælpe ham meget. Han har hjælp på til bad én gang ugentligt, og så kommer der en hjemmepleje i 20 minutter hver onsdag; så min mor kan komme lidt ud af huset.
Min mor har også været igennem en forvandling. Inden min far blev syg, kunne hun ikke tanke bilen, finde ud af regninger og betalinger til parkometer osv. Det kan hun nu. Og sammen er de blevet tættere og nyder livet, og derfor ender denne historie som en solstrålehistorie.