Fortæl din historie

Hvis du selv har haft meningitis inde på livet, kan du fortælle om dine oplevelser her.
Klik her for at indsende din historie

31 årig og menigitis

Af Anita Jensen
min historie set fra mit synspunkt. Jeg blev pludselig ramt af menigitig - som lynet fra en klar himmel


Jeg er en ung kvinde på 31 år. Gift på 8. år og mor til 2 skønne unger på hhv 3 år(Ida) og 4 år (Rasmus).
D. 28. november 2011 var jeg på arbejde, som altid på en ganske almindelig mandag. De seneste dage havde jeg haft en smule mere hovedpine end normalt er, så jeg tog et par ekstra pinex denne dag (4 i alt vil jeg tro). Pludselig kl. 14 - præcis (jeg kan huske det fordi der er altid kage i kantinen kl. 14 :-)), får jeg en underlig fornemmelse i kroppen. På 1 sekund får jeg total svedtur og bliver helt varm indeni og mine kinder blusser op. Jeg joker med en kollega at der muligvis var ekstremt meget sukker i denne kage, men det var naturligvis bare en joke. Jeg går ud i frisk luft få minutter og kommer tilbage til min plads (kontorjob). Jeg sætter mig ned og skal til at arbejde, men kan slet ikke samle tankerne eller koncentrere mig. Og SÅ kommer hovedpinen for alvor.. Så jeg beslutter mig for at køre hjem, klokken er henad 15.00. På vejen hjem henter jeg ungerne i dagpleje og den ene dagplejemor siger til mig at jeg ser lidt skidt ud, om jeg ikke lige vil ind og sidde lidt, men jeg afviser da min største lyst bare er at komme hjem.. Da jeg træder ind ad døren hjemme, kan jeg pludselig ikke erindre køreturen, fra dagplejemoren og hjem - overhovedet - men hjemme er jeg med begge unger i god behold. Jeg ringer dog til min mand og beder ham komme hjem, da jeg får det værre. Han kommer hjem og jeg ligger mig barepå sofaen og kan hverken gå eller stå uden at hovedet erved at eksplodere.
Vi får puttet ungerne og jeg tager endnu et par smertestillende, men de har ingen effekt overhovedet. Overvejer allerede på dette tidspunkt at kontakte lægevagten, men slår det hen igen, for man ringer da IKKE til lægevægten pga hovedpine!
Min mand og jeg går i seng ved 22 tiden og jeg kan huske jeg ligger og vender og drejer mig, og får det bare værre og værre. Kl. ca. 01.30 vil jeg stå op og gå på toilettet, men da jeg rejser mig op er jeg meget tæt på at falde, har ingen balance fornemmelse og jeg er på det tidspunkt ekstremt lyssky. Min mand hjælper mig ned af trappen og ud på toilettet. Bagefter kravler jeg på sofaen og vrider mig nærmest af smerte. Når jeg ligger ned gør min nakke vanvittig ondt og når jeg står op er det hovedpinen der overdøver...
Kl. ca 02.00 ringer jeg selv til lægevagten, tror jeg, men det viser sig atjeg kommer til at ringe min far op, inden jeg får fundet det rigtige nr. Jeg får en venlig herre i røret, og vi aftaler der kommer en læge ud til os.
Da han ankommer undersøger han mig på kryds og tværs og HELDIGVIS for mig i dag, kan han se alvoren og får straks ringet efter en ambulance. Han sagde vi skulle tage det med ro, men at han ville ringe efter en ambulance da han havde mistanke om enten menigitis eller en hjerneblødning... Hvis jeg havde haft overskud, var jeg gået helt i panik, for der ovenpå lå mine små englebasser på hhv 1 og 2 år på daværende tidspunkt og sov deres skønneste søvn. Men jeg havde INGEN overskud, så tårerne løb stille ned ad kinderne mens jeg stille og roligt fik pakket en toilettaske. Indenfor 10-15 minutter var der en ambulance og jeg blev kørt til Herning sygehus. Og her kan jeg kun komme med alt den kritik der er at finde om det danske sygehusvæsen. Det kommer jeg til..
Jeg blev indlagt på isolationsstue i 24 timer, indtil de havde fundet ud af hvad er var galt med mig. Min mand kom og var hos mig med det samme han havde fundet barnepige til børnene der midt nat. Lægerne startede med at tage lumbalpunktur (væke fra rygmarven) og det var den prøve der efter et par dage viste det var menigitis.

De fandt så, heldigvis, ud af at der ikke var tale om den smitsomme bakterielle menigitis, men en virus. Så efter isolation kom jeg på infektions medicinsk afdeling. Her lå jeg og fik 3 forskellige antibiotika i drop. Og saltvand også. De havde placeret mig på en stue med en ældre dame som råbte i søvne om natten. For det første vidste de det godt! For det andet havde jeg ikke sovet i knap 2 døgn i forvejen og for det tredje så kunne jeg ikke udstå nogen form for larm. Jeg havde ondt overalt og begyndte at græde af bare afmagt. Jeg fik ringet efter en sygeplejerske midt om natten og jeg blev flyttet til træningslokalet hvor jeg kunne tilbringe natten. Så der var ikke meget søvn til mig. Men lidt blev det da til mellem blodprøver hver anden time og blodtryksmålinger lige så ofte. Om morgenen blev jeg flyttet tilbage på stuen med hende den ældre dame. Og aftalte med sygeplejersken at jeg næste nat igen skulle flyttes i træningslokalet for at få lidt søvn.
Men værre gik det da min puls langsomt faldt. Jeg blev indlagt med et blodtryk på 130/80 og en puls på 80, men denne aften var min puls faldet til 35! Så jeg blev tjuhej flyttet endnu engang, bare til hjerteafdelingen. Her skulle jeg ligge i et lille lokale for mig selv. Det var sådan set ok.. Jeg kom stort set ikke ud af sengen, men fik dog bevæget mig få meter om dagen ude på sygehusgangen.
Efter 2 dage på hjerteafdelingen, blev hjerterytmen stabil, dog med meget lav puls, men jeg blev flyttet tilbage til infektions medicinsk afdeling. Og heldigvis IKKE på stue med hende den ældre dame, nej nej, men på stue med ikke mindre end 3 ældre damer hvoraf den YNGSTE var 75. Ja ja fred være med det, de var såmend stille og rolige...

Denne nat skulle så blive den værste hidtil.
Midt nat, fik jeg tiltagende MEGET kraftige smerter både i hoved og nakke og jeg kan stadig huske hvor meget jeg skreg af smerte og vred mig, var tilmed ude på gangen og kaste op i en håndvask, fordi der var optaget på toilettet.. Jeg hev i snoren og håbede virkelig der kom en sygeplejerske rendende, men jeg måtte vente OVER 30 minutter!!! Jeg var så langt ude at jeg skreg at jeg da ikke kunne dø på denne måde og at de måtte gøre noget. Jeg var helt ude af flippen og det værste af det hele er, at jeg kan huske præcis denne episode som noget af det klareste over hele perioden. Jeg husker hvert et ord og hvert et åndedrag jeg gjorde. Hvor ondt jeg havde, hvor bange jeg var og hvor fuldstændig magtesløs over ingen hjælpe at kunne få.
Det viste sig at der var hjertestop på afdelingen, så alle havde hænderne fulde. Det kom en social og sundhedsassistent hen til mig, som hverken måtte det ene eller det andet, og fortalte mig at der snart kom en. Hun var der med den samme sætning 3-4 gange. og jeg husker tydeligt panikken i hendes øjne også! Og alle de gamle tanter på stuen sad op med dynen trukket op foran ansigtet...

Endelig kom der en og så kan jeg ikke erindre hvad der efterfølgende skete. Men jeg vågner op dagen efter, hvor min mand og begge børn sidder ved siden af sengen og jeg husker på daværende tidspunkt INTET. Jeg kan ikke huske hvor jeg er hvem jeg er eller hvem der sidder ved siden af mig. Jeg kan kun huske jeg har menigitis og at jeg er i Herning. Men at der nu er gået 6 døgn og alt hvad jeg havde været igennem og ALT ER SLETTET fra min hukommelse.
Det viser sig jeg har haft 2 kraftige krampeanfald, så kraftige, at min mand blev ringet op, da de troede jeg havde hjertestop så han skulle skynde sig til sygehuset. Da han ankommer - og jeg på på vej i en MR-skanner - får jeg det 3. krampeanfald. Herefter beslutter Herning sygehus i samarbejde med Skejby sygehus, at jeg skal overflyttes til Skejby.
Og så begyndte det endelig at gå fremad. Langsomt men sikkert. Jeg lå på intensiv afdeling med 24 timers overvågning. Det var SUPER. Der var sltid en at tage fat i, en der kunne se hvordan jeg havde det og en der spurgte til mig. Jeg følte for første gang i forløbet, at der var en der interesserede sig for mig og vidste noget om sygsommen. Der kome forskellige læger og eksperter og forklarede og fortalte. Jeg blev taget ud af medicin og skulle til gengæld drikke en frygtelig masse kaffe og vand.. :-)
Min hukommelse kom heldigvis ret hurtigt tilbage igen. Og efter 6 dage på Skrejby sygehus, hvor jeg hver dag fik det bedre, kom jeg d. 9. december 2011 hjem. I første omgang på weekend besøg og hvis det gik godt, så måtte jeg blive hjemme. Og det gik rigtig godt. Min mand var hjemme hele weekenden og det var så dejligt at være sammen med børnene og ham igen. Men jeg havdeingen kræfter - overhovedet. Skulle bygge det hele op fra bunden følte jeg, og sov rigtig meget, men det gik hurtigt med at kommetil kræfter. D. 16. januar startede jeg så op på deltid på arbejde igen. 2 timer om dagen til at starte med. D. 1. Juli 2012 kom jeg på fuld tid igen.
I dag, 14 måneder efter uskrivelsen, har jeg det næsten normalt igen. Jeg har stadig lidt svært ved at overskue mange ting ad gangen og jeg bliver meget hurtigt stresset/irritabel hvis der er larm omkring mig.Og desuden har jeg fået kronisk hovedpine. Jeg er henvist til en hovedpineklinik i Århus, som jeg skal ned til for første gang i marts måned2013. Trods de mén - føler jeg mig utrolig heldig og jeg har lært at nyde livet meget mere og mine børn - ja de skal nydes HELE tiden - og de skal forkæles og jeg vil gøre ALT for dem. Alle forældre tænker selvølgelig sådan, men for mig er det ikke en selvfølge - men en ufattelig vidunderlig gave - en ekstra chance - som ikke skal forspildes.. :-)